Fodring af føl og plage
Optimal fodring af dine føl er vigtigt for korrekt udvikling og vækst hos dine føl. Følg med her og få tips til optimal fodring af dit føl eller din plag.
Det nyfødte føl
Det korrekte foder til dit føl er afgørende for dens sundhed og korrekt vækst og udvikling. De første måneder af et føls liv er afgørende for at opbygge et stærkt immunsystem, udvikle sunde knogler og muskler samt fremme optimal fordøjelse. Føl fødes med en steril tarm og uden beskyttelse overfor infektioner. Det gør det nyfødte føl meget sart. Føl fødes som regel med et energidepot til de første 4-6 timer. Men herefter er det livsvigtigt at få tilført næring og energi.
I de første 24-48 timer efter fødslen skal føl have adgang til mælk fra deres mor, også kendt som råmælk. Råmælk er rig på antistoffer og næringsstoffer, der styrker dit føls immunsystem. Hvis der er problemer med at få adgang til eller optage råmælk, kan det være nødvendigt at give en erstatningsmælk specielt formuleret til føl. Føl drikker typisk op til 15 % af deres kropsvægt i det første døgn. I løbet af den første uge er føllet typisk oppe på 15 liter mælk i døgnet.
Fodring af moderløse føl
Nogle gange sker det sørgelige at et føl står tilbage uden sin mor. I mange tilfælde lykkes det heldigvis at finde en ammehoppe, men i de situationer hvor det ikke lykkes, kommer her nogle tips til fodring af moderløse føl.
- Nyfødte føl drikker drikker en mængde der svarer til ca. 15 % af deres kropsvægt det første døgn. For et varmblodsføl er det ca. 8 liter mælk. Herefter stiger mængden til ca. 20-25 % af deres kropsvægt dagligt i de første 5 uger. Mængden nedsættes til 17-20 % efter de første 5 uger og indtil føllet begynder at erstatte mælken med andet foder. Mælkeerstatning gives i tilsvarende mængder. Vær opmærksom på at alle justeringer i mængde og koncentrationer skal foregå gradvist, for at passe på føllets tarmsystem.
- Følg altid producentens anvisninger i mængde og koncentrationer på mælkepulveret. Undgå koncentrationer over 16 % da det kan give udfordringer i tarmsystemet.
- Føl skal fodres meget ofte! Det første døgn bør føllet fodres med hver 2. – 3. time. Herefter kan man gå over til hver 3. – 4. time. Når det moderløse føl er blevet 5-6 uger, kan man nøjes med at fodre dem 3-4 gange dagligt.
- Det er vigtigt at alle spande og flasker holdes helt rene. Mælkeerstatning må ikke gemmes fra gang til gang.
- Det kan være godt at lære føllet hurtigt at drikke af spand, da det letter arbejdet og spande er lettere at holde rene.
- Sørg altid for frisk drikkevand til føllet også.
- Moderløse føl må gerne startes op på følfoder tidligt. Start gerne efter et par uger og tildel et følfoder specielt tilegnet helt unge føl. Ved 4 måneders alderen kan føllet begynde at blive fravænnet mælkeerstatning og føllet kan fodres som andre fravænnede føl.
Sørg for selskab til det lille føl. Social kontakt og support er meget vigtigt. De andre heste er med til at opdrage på føllet, hvilket er en meget væsentligt del af føllets udvikling og trivsel. Rolige vallakker kan også bruges som reservemor til moderløse føl.
Boost tarmsystemet
Som med hoppen er det også vigtigt at have dit føls tarmflora for øje. I dette tidlige stadie af dit føls liv er dens tarmkanal ikke fuldt udviklet og stortarmsfloraen er ikke etableret endnu. Stortarmsfloraen dannes blandt andet ved at føllet æder lidt af hoppens afføring og den vej igennem får optaget de rigtige mikroorganismer. Adgang til hø, græs, wrap eller anden foder med høj biodiversitet hjælper også dette på vej.
Da føllet æder lidt af hoppens afføring, er det vigtigt at hoppens tarmsystem fungerer optimalt. For at booste hoppens tarmsystem kan du gennem de sidste uger af drægtigheden have særligt fokus på gode letfordøjelige fibre og eventuelt supplere med et gærprodukt. Jo bedre hoppens tarmsystem fungerer, des større chancer er der for at føllet får etableret et godt fordøjelsessystem med gode bakterier og mikroorganismer.
Den første fodring af dit føl
Hoppens mælk er tilstrækkelig til at dække føllets behov for energi, proteiner, vitaminer og mineraler de første 8 uger. Derefter falder mælkens indhold af næringsstoffer, hvorfor det er vigtigt at begynde at supplere føllet med andet foder. Gør føllene på græs med deres mor, indeholder det typisk rigeligt med energi (kalorier), så føllene ser pæne ud og vokser som de skal. Indholdet af proteiner, vitaminer og mineraler er i slutningen af sommeren ikke højt nok til at forsyne dit føl med de næringsstoffer det har behov for. Hvis de vigtige byggesten som proteiner, kalk, fosfor, kobber og zink er mangelfulde, kan det resultere i svage knogler og led.
Derfor er det vigtigt at begynde med et koncentreret fodertilskud til føl allerede fra 8 ugers alderen. Væn føllet til foderet stille og roligt og tilbyd flere små måltider om dagen. Brug meget gerne et foder sammensat specielt til føl. Så er du sikker på at dit føl får alle de vigtige næringsstoffer i den rigtige kombination.
Fravænning af føl og vinterfodring
Når føl når en alder på 5-6 måneder begynder man typisk at tænke i fravænning. Det er en hård periode i dit føls liv, da det både skal undvære trygheden hos sin mor, mælkebaren lukker og nogle føl skal flytte til et nyt sted. Føllene er på dette stadie fult afhængige af det foder vi tilbyder dem. Derfor er det vigtigt at tilvænne dit føl til krybbefoder inden denne periode starter. Det giver en mere stabil og rolig overgang for føllets mave og tarmsystem.
I belastende perioder af hestes liv er de mere udsatte for udfordringer i fordøjelses systemet. Det kan derfor være rigtig godt at supplere med tilskud der tilgodeser dette. Derudover er det godt at tilbyde masser af gode fordøjelige fibre til dit føl i overgangen fra frisk græs til vinterens grovfoder. De næringsstoffer der har størst betydning for heste i vækst er foderets energiindhold, protein indhold, indholdet af calcium og fosfor samt spormineralerne kobber og zink. heste i vækst har ikke samme behov som fuldt udvoksede heste, så vælg derfor et godt føl- og unghestefoder til din føl. Så er du godt på vej til at sikre tildeling af de rigtige næringsstoffer til din kommende ride- eller hyggehest.
Vinterfodring af ungheste kræver ikke så meget andet end fodring af voksne heste. Sørg for rigelige mængder grovfoder i god kvalitet og et godt føl/unghestefoder der dækker ind med de nødvendige vitaminer og mineraler.
Indlægget er skrevet af Pernille Vibe Jørgensen
Udd. Jordbrugsteknolog med speciale i hest
Hestefoderrådgiver hos Miljøfoder