Forspiring – bliv klar til foråret
Sådan kommer du godt i gang med forspiringen
Forspiring – hvad kan det og hvordan gør man?
Når du forspirer, sår du frø i små bakker eller potter. Formålet er at frøene skal spire og vokse sig store, så de bliver klar til udplantning senere på sæsonen. Det er ikke alle frø der skal forspire på samme tidspunkt, så selvom det kan krible i fingrene for at komme i gang, kræver det en vis tålmodighed at vente til det er tid for spiring af netop din ønskede sort.
Man forspirer typisk i foråret, enten indendørs eller i et opvarmet drivhus. De små frø kræver optimale forhold mellem lys, vand, temperatur og gødning for at spire optimalt. Er der meget lys og varme tilstede, kræver planterne meget vand og gødning. Ved lavere temperaturer, kan man spare lidt på vandet og gødningen. Hvis du kun har sparsomt lys til rådighed, er det godt hvis temperaturen også holdes forholdsvis lav, da man ellers kan få svage og ranglede planter.
Mange anvender selvvandende minidrivhuse eller såbakker til forspiring, men almindelige små urtepotter eller æggebakker kan også bruges.
Se alt til forspiring herForspiringskalender
De forskellige planter har forskellige tidspunkter for forspiring. Her er en lille oversigt at tage udgangspunkt i.
Januar: Chili, porrer, selleri, peberfrugt, artiskok og aubergine
Februar: Kartofler, artiskok, aubergine, chili, løg, peberfrugt, porrer, selleri, romaine salat
Marts: Agurk, broccoli, kål, kartofler, tomat
April: Agurk, kål, græskar, squash, tomat
Maj: Agurk, squash, kål, græskar, majs,
Juni+Juli: Kinakål
Det er dog sjældent for sent at forspire. Er du kommet senere i gang, betyder det blot at dine grøntsager er klar til høst senere på sæsonen.
Forspiring step for step
1. Vælg en god jord til forspiring. Det er vigtigt at jorden har den rette mængde gødning til de små frø. Vælg gerne en muld af god kvalitet, så du sikrer de bedste betingelser for dine små spirer. Vi anbefaler Så- og priklemuld der passer rigtig godt til forspiring af grøntsager og blomster.
2. Fyld den valgte jord i din ønskede såbakke og lav små huller klar til frøene. Når du har lavet små huller, kan du nemt se hvor frøet skal være, og du sikrer dig samtidig at det bliver dækket godt til med jord bagefter.
3. Placer dine ønskede frø i huller. Vær opmærksom på at du ikke sår dem for tæt. Ved en æggebakke passer afstanden hvis du sår ét frø i hvert rum.
4. Dæk frøene med jord igen. Giv jorden et ganske let tryk. Skal dine frø lysspire, skal de placeres på toppen af jorden og du springer derfor dette trin over.
5. Vand jorden let. Det er vigtigt at holde jorden fugtig, så frøene har de rette betingelser for at spire.
6. Placer nu dine bakker med spirer et lyst sted og ved stuetemperatur. De er nu klar til at stå og passe sig selv lidt.
7. Vand let ind i mellem, så jorden altid holdes let fugtig. Pas på ikke at overvande.
8. Plant spirerne ud. Når spirerne har nået den rigtige størrelse, i følge anvisningen på pakken, er du klar til at plante ud. Nogle planter kan kræve omplantning til en større potte inden de er klar til at blive sat ud, så de kan vokse sig store nok.
Efter udplantning kan det være en god ide at beskytte planterne med en fiberdug. Det mindsker temperaturchokket og giver gode betingelser for at gro videre i din køkkenhave. Husk også at gød godt hen over sommeren for at opnå optimal vækst hos dine planter.
Omplantning
Nogle planter kan have brug for en omplantning inden de er klar til køkkenhaven eller drivhuset. Det gælder især hvis man har fået plantet dem lidt for tæt. Planterne har brug for plads til at rødder og stængler kan vokse sig store.
Læg gerne en avis ud når du skal omplante, da det let kan drysse med jord. Når de små planter skal pottes om, tager du dem først op af såbakkerne og deler dem forsigtigt ved rødderne. De små rødder er sårbare overfor udtørring, så det gælder om at være hurtigt og kun have rødderne blottet i ganske kort tid. I den nye priklejord laver du et hul med en finger og sætter den nye plante forsigtigt ned i hullet. Så dækker du rødderne med jord og trykker let omkring planten med en finger så den står fast. Vand herefter ganske let, så jorden er fugtig igen.
Undgå kuldechok
De små planter er sårbare overfor kuldechok, der kan sætte væksten helt eller delvist i stå, og derfor anbefaler vi at hærde dem inden de plantes ud. Er vejret begyndt at være mildt og med lidt varme i luften, kan du starte med at sætte planterne udendørs om morgenen et sted hvor der er læ og ingen direkte sol. Husk at tage dem ind igen om aftenen. Dette gøres i en uges tid, så planterne vænner sig til lidt køligere temperaturer inden de plantes endeligt ud.
Når du har plantet dem endeligt ud, er det en god ide et dække dem med fiberdug, der beskytter med de kolde nætter. Det giver gode betingelser for at planterne får fat i køkkenhaven og hurtigere kan vokse sig store nok til høst.